Hvad sker der lige?

Når manden som ellers aldrig kunne drømme om at drikke en kop the pludselig snakker i søvne om the. "Den er alt for varm - - - - - - - - den the" citat slut. Har han en britisk gentleman gemt inde i sig, en gentleman som nu stikker bowleren frem?

Hvad skal jeg nu finde på???

Sådan en dag i regnvejr, hvor den vildeste udskejelse har været en tur i Fakta, så må der ske noget....bum-bum-bum, YES, jeg skal lige lave nogle æbler, jeg så dem hos Catarina.

Uhm regnvejr.

Jeg elsker regnvejr. Det er hyggeligt, når regnen øser ned, men det kræver, at der er stille vejr, ikke en vind må røre sig. Temperaturen skal heller ikke være for lav, så fryser jeg jo. Regnen skal bare vælte ned i rigelige mængder, det kan jeg li' Det er hyggeligt at være inde, sidde og strikke, mens man kigger ud på vejret, eller man kan trække i gummistøvler og vove sig ud i det. Wauw, det er hele to muligheder, sikke en lørdag.

Ublodigt kup.

Det må jeg næsten kalde det, når ægtemagen kommer tidligt hjem, og derefter overtager min computer hele eftermiddagen. Jeg har ikke kunnet læse blogs, skrive min egen eller kommentere, det er måske ligefrem skilsmissegrund?

Er det bare mig?

Eller virker det som om CD vil tage hvem som helst, bare de bliver repræsenteret i Folketinget?

Tanker i natten.

Der må svæve mange ubrugte tanker hvileløst rundt i natten. Hvis jeg vågner - i nat var det kl. 4 - så står der horder af tanker i kø for at invadere min seng. Jeg kan kæmpe imod, sparke og slå, det hjælper ikke, de kryber langs benene, henover maven og kaster sig sultent over ansigtet, hvor de sniger sig ind af alle åbninger. Derefter er det håbløst at tænke på søvn. Tankerne forlanger at blive tænkt, ellers vil de ikke forsvinde igen. Er der ingen som gider overtage bare nogle af dem? - jeg vil gerne sove.

Ella er en engel.

Dette indlæg bare for at sige tak til Ella, som tog sig tid til at vise mig, hvordan jeg blev offentliggjort på Blogbot.

Æbler.

Min mand kom hjem fra arbejde med en hel spand æbler, de var samlet op i en have i Århus, hvor han fordrev ventetiden midt i en opgave. Nu er de skrællet og kogt med sukker og vanille, når de er kolde, skal de lagvis med makroner i en skål og senere skal de pyntes med flødeskum, det vil gøre både mand og børn glade i aften.

Er det svært?

Hvis du kan forklare det med helt almindelige ord, så er jeg taknemmelig. Hvordan får man vist sin blog på blogspot? Det er ikke URL'en man skal taste ind - eller?
Hmmm - jeg kan se, at man skal indtaste url'en for bloggens rss eller atom-feed, og det er lige netop det jeg ikke ved hvad er.

Kendt fra Nordjyske.

Da vi var til foredrag med Marianne Isager på Arden Kulturhus, var der selvfølgelig også en journalist og en fotograf fra Nordjyske, idag er der en artikel som fylder hele forsiden af tillægget, der kan du også se en af modellerne fra den nye bog om japansk strik. Jeg er selv med på et af billederne, men skal vi ikke lade stå hen i det uvisse, hvem af dem der er mig...jeg kan fortælle, at jeg sad lige overfor damen på det nederste billede ;-) I artiklen omtales en "drenge-bluse", den er strikket i sammen mønster som Liselottes tørklæde, det var lidt sjovt, at vi kendte mønsteret i forvejen.

Minder.

Hos Lene tales om minder. Jeg har næsten ingen minder fra min barndom. Jeg har læst et sted, at en dårlig barndom ender sådan - det hedder vist fortrængning?
Minder om en tæt søster eller bror har jeg heller ikke. Mine søskende er 10 og 13 år ældre end jeg, så vi har på det nærmeste aldrig fungeret som søskende. Jeg mindes svagt, at de drillede mig, da jeg var lille, derpå flyttede de hjemmefra. Idag har vi heller ikke meget tilfælles, vi er vokset op med forskellige forudsætninger, der skete så store omvæltninger i familien i løbet af de år, så nogle gange undrer jeg mig over, at vi kan være søskende, når vi er så forskellige. Fremmede mennesker kan altid se ligheder, men det får jo ikke det indre til at harmonere. Jeg holder jul med min bror og vi er til fødselsdage hos hinanden, men ellers intet. Jeg kan se, at min bror og søster har større behov for at mødes og snakke, de har en fælles reference i barndommen.

Tagget...

Jeg er blevet tagget af Mariann. Jeg vil forsøge at finde på 7 nye ting om mig, men jeg har valgt ikke at tagge videre, da jeg allerede taggede 7 i forgårs og vist ikke kan finde flere...

1. Jeg var engang inde at se en amerikaner, som havde været stuntmann i en eller flere James Bond film, han lavede et show med biler, hvor han ville have 3 piger med - den ene af dem blev mig, så jeg har kørt på 2 hjul, sprunget ud fra en rampe m.m. i en bil med en stuntmann.
2. Jeg elsker vingummi og lakrids.
3. Jeg elsker at synge,men har ikke sangstemme.
4. Jeg var en vild teenager.
5. Jeg er vild med mit digitalkamera og min pc.
6. Jeg er meget talende og (lidt for) dominerende i et selskab.
7. Jeg er overhovedet ikke genert.

Vandret.

Pyha, idag har jeg ligget vandret. Jeg blev ringet op igår, om jeg havde nogle billeder af sportsfolk o.lign. Ja, det har jeg da. Øh har du også et facadebillede af hallerne? Sådan et panoramabillede? Nej, det har jeg ikke, kun en tegning. Vi er lige ved at skulle lave en sponsorfolder... Jamen jeg tager bare et facadebillede imorgen. Så idag har jeg været på tur med kameraet og lavet panoramabilleder. Derudover har jeg kopieret og kopieret de billeder jeg allerede havde. Det er sådan en ting, som man lige synes, at man bare kan gøre, men det griber om sig og tager tid.

Indimellem har jeg også fået forberedt lidt aftensmad, vi skal nemlig til Nibe kl. 18 efter en pc til Viktor, han har skullet dele med Magnus, men det går ikke mere, de spiller World of Warcraft på nettet og de kan bare ikke vente på den anden. Katrine kender en som kender en, der lige har lukket en internetcafe, så der var lige en pc.

Aftensmaden er i ovnen - det er en slags stegeso, hvori jeg har smidt kartofler, gullerødder, æbler, løg og hviløg i større stykker, drysset med lidt salt. Ovenpå er placeret kyllingefilet med en anelse salt. Ovenpå igen er der baconstrimler og øverst er der hældt honning. Det passer sig selv i ovnen og skal spises med et stykke brød. Nemt når jeg er optaget af billeder.

Smukt forfald.

På rejse med Marianne Isager.

Slut på en dejlig aften, som strøg afsted. Når tiden går godt, så går den også hurtig.
Marianne Isager fortalte levende og inspirerende om sine rejser i Syd-Amerika og Afrika, hvor hun havde fået inspiration til farver og mønstre. Alle vi kvinder i Arden Kulturhus blev også vældig inspirerede, åh, ih og næh hørte man flere gange. Det var spændende, at selv små farveklatter kan blive til en smuk trøje i Mariannes hoved og hænder.
Marianne Isager har også været på en ø i Titikakasøen, hvor hun lærte de strikkende mænd at fremstille trøjer efter diagrammer og udregninger. Idag strikker mændene trøjer, som de sælger til øens endagsturister. Mariannes svigersøn havde lavet en sød lille film om turen til Titikakasøen, som vi også fik lov til at se.

Når man blogger, så tror man på en eller anden måde, at man er hemmelig og ingen opdager, at man er der...det er bare løgn. Som jeg fortalte tidligere, havde jeg aftalt med Joan, at vi skulle mødes, men inden Joan kom, var jeg faldet i snak med 2 andre strikkende kvinder - i løbet af samtalen viste det sig, at den ene - garnpusheren - så sent som idag, havde været inde og studere vore blogs, hun havde søgt på Marianne Isager i Arden Kulturhus, og var på den måde endt hos mig/os. Vi fik en lille snak om hvor synd det er, at der ikke findes en strikke-cafe i nærheden, måske er det et projekt, som vi skal snakke mere om???

Marianne Isager viste os til slut sine seneste kreationer. Den 17. november udkommer hendes bog om japansk strik. Bogen indeholder 12 trøjer, som er inspirerede af de 12 måneder i Japan, hun fortalte små historier om hver enkelt, samtidig med vi fik trøjerne at se. Det var nogle smukke trøjer, som gav så mange ideer og lyst til at strikke.

På billedet øverst kan du se de 12 trøjer i en bunke - det er en lækkerbidsken, det kan man også se på kvinden som er i gang med at mærke.

Jeg glæder mig i denne tid.

Iaften skal jeg for første gang i flere år opleve noget for sjov, for min skyld og for min fornøjelse.
Jeg har en billet til Marianne Isager på Arden Kulturhus, hvor jeg også skal møde Joan. Det bliver garanteret bare så godt.

Hvorfor skal det være så svært?

...at få lov til at sidde på sin egen stol???

En lille leg.

Jeg er blevet udfordret af Zebra2go og vil gerne lege med.

Reglerne er:
1. Link til den, som har tagget dig.
2. Fortæl 7 sandheder om dig, lidt forskelligt og lidt rart!
3. Tag 7 personer i slutningen af blogindlægget.
4. Læg en kommentar i deres blog, for at sige, at de er blevet udfordret.

Her er mine svar:
1. Jeg er efternøler - 10 år til min bror og 13 år til min søster.
2. Jeg elsker krimifilm - krimibøger og alt andet spændende.
3. Jeg har engang taget en uddannelse som zoneterapeut, men er egentlig ikke positiv overfor alternativ behandling.
4. Jeg hedder også Marie.
5. Jeg er gået forbi dronning Margrethe på gaden i Hobro, opdagede først det var hende, da jeg undrede mig over, at alle gloede.
6. Da jeg var teenager, gik jeg i biografen HVER søndag.
7. Jeg er elendig til spil af enhver art, jeg er nemlig ligeglad med om jeg vinder eller taber.

Jeg tagger følgende 7:
1. Lene.
2. Joan.
3. Janne.
4. Birthe.
5. Kagekone.
6. Helle.
7. Gitte.

Søndagstur i Arden.

Søndag morgen var der tåget, overskyet og edderkoppens fine spind var perlebroderet med dug, sikke en smuk start på en søndag.

Søndag eftermiddag tog jeg mig selv i hånden og gik en tur. Jeg gik ned ad Anna Damborgs Vej langs "Solgården", det ene af byens plejehjem. Mange af de gamle var også ude i det gode vejr, de hyggede og snakkede med hinanden og de familiemedlemmer, som var på søndagsvisit. Jeg er ikke blomster-plante-botanisk kyndig, men kan alligevel blive glad over en smuk grøn farve.

Jeg burde vide hvad det er, men kan ikke huske det, men den sprællede frækt i brisen.

Denne er jeg til gengæld faktisk sikker på er en røn - rønnebærerne er så sure!

For enden af Anna Damborgs Vej gik jeg videre gennem Vildrosen, via gangstien til skolen kom jeg til Arden Naturpark, først Arden Dyrepark, hvor jeg mødte denne søde fætter, hvem er det egentlig der bliver iagttaget?

Oppe i et træ sad en kastanje på lur, den havde holdt fast på trods af regn og blæst.

En enkel og smuk hybenrose lokker med duft og farve. Inde bag buskene kan jeg høre glade børn og voksne, de leger, spiser og folder sig ud på Arden Naturlegeplads. Arden Naturlegeplads er et skønt sted uanset alder og køn. Legepladsen var årsagen til at Arden blev Årets Børneby 2004. Mange frivillige har lagt et kæmpe arbejde derinde.

For enden af stien skød jeg genvej hen over hundetræningsbanen, jeg var forsigtig, man kan være uheldig, hvis man ikke er forsigtig med, hvor man sætter sine fødder.

Hegnet langs hundetræningsbanen er nogle smukke buske eller træer med de flotteste røde blade - jeg er endnu engang kommet til kort, når det gælder et navn.

Pludselig blev stilheden brudt af et buldrende tog, normalt hører man ikke toget, når man er vant til, at det kommer drønende på alle tider af døgnet, men når man er i en stille verden af farver og sanseindtryk, så høres det og det bliver for engangsskyld fotograferet.

De røde bær tigger næsten om at blive fotograferet, de stritter ud i luften lige henover stien, som om de siger, kom og tag mig...

Fordi man er lille behøver man ikke gemme sig på jorden. Denne lille svamp har fundet sig et godt voksested på en gammel træstub - så er den jo også sikker på at blive lagt mærke til.

Hvad er det som drager mit øje derude lidt til højre? Er det moderne kunst eller måske en maskinkirkegård? Jeg frygter, at det er det sidste.

Jeg er åbenbart ikke den eneste, som er blevet lokket ud i det dejlige vejr.

Dyrene i Dyreparken har fundet et sted, hvor der er sol og måske en anelse fred og ro. Lige indtil en venlig sjæl møder frem med en pose daggammelt brød, så løber de i vild fart ned til hegnet og bliver håndfodret igen og igen.

Endelig er jeg træt og trænger til at komme hjem til min gyngestol og strikketøj. Jeg vender næsen mod nord-vest og tager turen tilbage i tilbagelænet tempo, der er intet der haster, jeg er alene hjemme og skylder ingen at møde frem. Men hjem det kommer jeg og jeg får lige skudt dagens sidste trave-turs-billede i min egen have, en svamp som har fundet en gammel stub.

Nej - Hov en af årets sidste sommerfugle har forvildet sig indenfor, den må jeg lige fotografere, inden jeg slipper den ud igen.
Sikke en smuk afslutning på en dejlig tur.

Livsnyder.

Hos Lizelotte læste jeg hendes indlæg om at være livsnyder. Det er et dejligt indlæg, fyldt med positivitet. Jeg har tidligere være livsnyder og jeg ønsker at blive det igen, men nogle gange, så slår livet så hårdt, at selv en livsnyder må ned at vende. Jeg håber, at jeg er på vej i den rigtige retning, at jeg snart kan se lys for enden af tunnellen, at alting vender, at jeg får nogle gode og positive oplevelser. Jeg ved godt, at det er nu jeg skal huske på, at jeg har nogle dejlige børn, at de er raske og det går dem godt, men denne gang er det ikke nok til, at jeg kan finde optimismen. Jeg ved også, at jeg selv skal opsøge glæden, få nogle gode oplevelser, se andet end min egen navle og det skal være mit 23. september forsæt, at prøve at finde glæden.

Vild med dans.

Jeg er vild med dans, men iaften synes jeg ikke, at det var den rigtige vinder. Paula Larrain og Anne Louise Hassing synes jeg begge var dårligere end Soffi og Nikolaj. De stolprede rundt i sammenligning med taberne. Sådan skal det være, når det er sms stemmer, der afgør det hele.

Nu kommer jeg så med ugebladsbetragningerne: Vicki Berlin er bare for lækker, sikken krop, sikke nogle stænger og kjolen var bare skøn, jeg ville ønske, at jeg havde krop og ben til den pink-farvede sag. Ikke at jeg kommer, hvor sådan en ville være brugbar, men tanken.

Lai skulle barbere sig, jeg fatter ikke, at skægstubbe skal være macho og sexede, jeg synes bare, at det er usoigneret.

Jeg er lidt i tvivl med Joachim Boldsen, er han charmerende, eller er han bare for meget?

Marianne Jelved.

Ældste vil gerne være journalist, det har hun villet lige så længe jeg kan huske. I folkeskolen fik hun altid 11 i sine stile, hun bad nogle gange mig læse dem, inden hun skulle aflevere dem, jeg kunne godt læse dem, men jeg følte mig slet ikke i stand til at vurdere indholdet, hun skriver meget professionelt, sådan som at læse en bog, jeg er slet ikke på det niveau. På gymnasiet får hun også altid høje karakterer i sine stile, så jeg tror, den uddannelse er den rigtige for hende. I virkeligheden skulle hun nok være forfatter, men det er vist for usikker at bygge sit liv på det.

Hun regner med, at søge ind på journalisthøjskolen og medievidenskab på Uni. næste år, men er også indstillet på at arbejde, hvis det glipper. Journalisthøjskolen kræver vist lidt mere erfaring på livet.

Sidste år havde hun filosofi sammen med nogle 3. g'er, en af dem er kommet i mesterlære som journalist på Politiken, hun har været ovre på besøg og han har givet hende nogle råd, m.h.t. kurser og lign.

Idag var der temadag på gym. Ældste havde selvfølglig valgt at være journalist - ansvarshavende redaktør, mindre kunne ikke gøre det ;-)) Marianne Jelved var inviteret derud, for at holde foredrag og ældste havde interviewet hende bagefter - jeg glæder mig til at læse artiklen.

Som I kan høre, er jeg meget stolt af den pige! Jeg plejer at sige, at det eneste jeg ønsker for hende er, at hun bliver lykkelig, men sådan for mig selv, så VED jeg, at hun nok skal blive til noget.

Mary

Jeg så et indslag i TV-Avisen, Kronprinsse Mary og Kronprins Frederik er på besøg i New York, jeg vil bare sige, hvor er Mary smuk og stilfuld.

Møgunge.

Jeg blev ringet op fra skolen kl. 10.30 - mellemstes klasselærer spurgte, om jeg var klar over, at han ikke var i skole idag - og nogle lærer havde mødt ham sammen med en anden fra klassen og en et år ældre, de var på vej med toget. Det vidste jeg ikke, og jeg blev stiktosset. Jeg ringede til hans mobil, vennernes mobiler, men de svarede selvfølgelig ikke, så sendte jeg en sms...kl. 10.45 blev jeg ringet op af ham, nu var han hjemme igen og på vej ned i skolen. Jeg har berodret ham til at finde sin klasselærer og give hende en undskyldning. Han sagde, at når han kom hjem, så vil han fortælle, hvorfor han havde dummet sig sådan. Jeg hader løgn, jeg lyver aldrig selv, så det er svært for mig, at forstå ham, men jeg må gøre et forsøg.

Han sagde: "Først sagde jeg nej, men så glemte jeg at tænke mig om". Det er nok det der er hans store problem. Lærerne havde grinet og sagt: "Når I pjækker, så skal I ikke tage med toget, der hvor lærerne kommer med toget" - de havde også sagt, at de ikke ville foretage sig yderligere, nu når det var første gang.

Jeg tænker, at jeg skal slappe af, han har ikke slået nogen ihjel, bare pjækket. Jeg har selv været strid, da jeg var ung, så jeg kender godt turen.

Stille weekend.

Drengene skal til Tornby Cup i weekenden. Viktor skal afsted for anden gang og Magnus for fjerde gang. Sidste år var vildt underligt, det var første gang, de var afsted begge i en weekend, her var så stille... Det er især underligt, fordi de aldrig er blevet passet ude i en weekend, såvidt jeg husker er alle 3 børn blevet passet ude i en nat en gang. De har selvfølgelig været på tur med skolen, besøgt venner og overnattet men aldrig på en gang.

Har du husket?

På Liselottes blog snakkes om at være distræt. Jeg kom lige til at tænke på, da jeg havde fået yngste, han lå i en lift, vi var i den lokale kiosk, da jeg var færdig med at handle, betalte jeg, tog de to store i hånden og gik ud af butikken. Da jeg havde sat mig ind i bilen, var der et eller andet der ringede - har jeg ikke glemt noget? Ups, jeg har jo også en nummer 3, som skal med hjem. Da jeg luskede tilbage for at hente, var hele kioskens personale ved at trille om af grin, de sagde: "Nå vi troede ikke, du ville have ham med hjem".

20. september.

Det er utroligt, hvad man lige pludselig kommer i tanke om... Datoen den 20. september er min "kærestedag" med min første kæreste - vi blev kærester den 20. september 1977 og var det i 2½ år, så det er et par dage siden, men alligevel triggede datoen min hukommelse - sjovt.

Sccchhhhh mor sover.

Når ungerne bliver større, er de ikke til at drive i seng, det kan godt være lidt besværligt, når mor altid har været A-menneske og efter jeg er blevet syg, så ser jeg dyner ved 21-tiden. Iaftes gik min mand også kold tidligt, så kl. 22, da mellemste kom hjem fra klubben, lå vi i sengen, far sov og mor læste, mens hun ventede på, at alle var hjemme, så hun kunne sove. "Er i allerede gået i seng?" var hans kommentar, inden han tog med en kammerat hjem. Senere hørte jeg banken på yderdøren og ældste lukkede op, det var en veninde, som havde brug for et sted at sove, hvorfor? Det ved jeg ikke, men iaften får jeg nok historien. Jeg har altid sagt, at jeg elsker, at mine børn bliver ældre, jeg er for det første ikke særlig vild med små børn, jeg kan bedre li', når man kan snakke fornuftigt med dem og for det andet, så er det bare nemmere, ikke at skulle klare alt for dem. Men m.h.t. sengetid, så er det altså nemmere, når de er små!

Sådan...

Jeg har købt billetten til Marianne Isagers foredrag i Arden Kulturhus. Jeg håber, at tirsdag bliver en god dag, så jeg kan nyde aftenen.
Jeg kender ikke Marianne Isager vildt godt, men jeg har da set og nydt nogle af hendes modeller på nettet.

Aalborg og retur.

År eller indhold.

Jeg har set det nye sundhedsprogram på DR1 - lige nu kan jeg ikke huske hvad det hedder. Peter Geisling taler meget om den gennemsnitlige levealder for mænd og kvinder i Danmark og lande vi normalt sammenligner os med, og i Danmark halter vi langt efter. Jeg har tænkt, sådan helt vildt politisk ukorrekt, om det nødvendigvis er bedre at leve 4 år længere, hvis man samtidig skal undvære alt det man godt kan lide og de ting man synes gør livet godt? Jeg har kun lyst til at blive 100, hvis jeg er klar i hovedet og kan bevæge mig rundt, ellers kan det da være det samme. Jeg synes også, at det er vigtigt at være sund og fit, men ikke nødvendigvis for at leve de der år længere, men for at have det godt nu.

Marianne Isager.

Marianne Isager kommer til Arden Kulturhus tirsdag den 25. september. Jeg har længe spekuleret på, om jeg skal tage chancen og købe en billet. Jeg ved af erfaring, at jeg ikke er mange sure sild værd om aftenen, men strik kunne måske klares - og for engangs skyld gøre noget for min skyld, ikke bare forældremøde eller lign. Joan har købt billet, og det kunne jo også være sjovt, at se hende i levende live. Skal - skal ikke?

Striber - striber - striber.

Så er jeg færdig med mit tørklæde. På opfordring fra Joan viser jeg det lige frem. Det er nogle meget festlige farver, men sammen med en sort ser det pænt ud, tror jeg.

2 på langs.

Her til morgen var der to drenge som havde hovedpine, den mindste var også svimmel og varm, så de fik lov til at blive i sengen. De er ikke sådan meget syge kan jeg mærke, de lister op indimellem og tager et glas vand og rister brød, men pyt de har ikke haft så mange sygedage i årenes løb, så det går nok.
Jeg har været ude at handle, selvom regnen sjasker ned, men med regnjakke og paraply, så gik det fint, den frisk luft var i hvertfald dejlig. Derefter fik jeg hentet endnu et par chiklit bøger på biblioteket. Nu vil jeg lige strikke de sidste pinde på mit tørklæde - i eftermiddag vil jeg se, om jeg kan få manden til at køre mig til Hobro efter nyt garn, jeg må bare strikke et sort/hvidt tørklæde, det kan jeg bare mærke.

Aalborg.

Smerteklinikken i Aalborg har den dejligste udsigt. Dette billede er taget i venteværelset. Samtidig er det nogle kompetente og dejlige mennesker, som er ansat der.

Udsigten ved parkeringspladen er også ret god.

Jeg har for næsten et år siden været med på et pacinghold på Smerteklinikken, det var en stor hjælp for mig, men de oplevelser jeg har haft denne sommer, har været som en hammer i hovedet og jeg er egentlig parat til at deltage på coachingholdet, det har jeg sagt ja tak til.

Anders Schou Olesen er et dejligt menneske, ham kan man snakke med om alt. I 2004 blev han faktisk udnævnt til Årets Nordjyde ved en afstemning i Nordjyllands Radio.

Bagefter var jeg på Socialmedicinsk enhed, hvor jeg skulle have lavet en personlighedstest af en psykolog. Jeg havde valgt, at jeg ville møde psykologen med et åbent sind, ikke være negativ før jeg overhovedet kom derud, og jeg må sige, at det var en god ide. Oplevelsen var positiv og spændende. Jeg blev testet ved hjælp af samtale, "blæk-klat-test" og en bunke spørgsmål. Hun sagde, at hun ikke kunne se nogle tegn på, at jeg skulle have psykiske problemer, men det regnede jeg nu heller ikke med.

Hele seancen er sat i værk af det sociale system, når man kommer ind i systemet er der ingen ende på alle de ting man skal igennem. Jeg har valgt, at jeg vil være positiv hele vejen - jeg har heller ikke haft dårlige oplevelser med "systemet" indtil nu.

Den mindste.

Imorgen fylder min mindste unge 11 år. Som tiden løber. Jo ældre de bliver, jo mindre ser man til dem. Ældste er optaget af lektier og arbejde. Mellemste er vild med sport - han dyrker fodbold og håndbold, derudover er han i den alder, hvor han kan begynde at komme i ungdomsklubben om aftenen, så han er til klubaften mandag, onsdag og fredag, heldigvis at det passer med sporten tirsdag og torsdag - plus kampe i weekenden. Den mindste går til svømning om mandagen og håndbold tirsdag og torsdag plus kamp i weekenden. Så aftensmaden her i huset er tilrettelagt efter diverse sportsarrangementer. Tirsdag og torsdag spiser vi som regel allerede kl. 16.30 - ellers ville kl. blive 21 og det er altså for sent for mig, jeg kan finde på at gå i seng kl. 21. I flere år har min mand været fodboldtræner, men det har han heldigvis droppet, så han ikke også hænger i en snor hver aften. Har jeg nævnt, at jeg er herhjemme og det er mig som skal få det hele til at klappe?

11. september.

Så skriver vi igen 11. september. Jeg kan ikke sige den dato uden at tænke på den 11. september 2001. Jeg kan huske, at jeg hørte radio, de fortalte, at et fly var fløjet ind i et af tårnene, man mente stadig, at det var et uheld. Jeg skulle hente drengene i børnehaven, da vi kom tilbage hørte jeg, at der var fløjet et fly mere ind i det andet tårn - da begyndte alvoren at gå op for mig. Jeg tændte fjernsynet og blev bange. Jeg tænkte på, om det var en ny verdenskrig, hvordan jeg kunne beskytte mine børn og dernæst måtte jeg snakke med min mand.
Børnene blev bange, vi måtte tale om det i lang tid efter, for at forsøge at sætte nogle ord på, som de kunne forstå, selvom vi knap nok selv kunne forstå det som skete. Jeg kan huske, at pædagoger, skolen og lærerne var gode til at snakke om det - alle børn var jo på en eller anden måde bange.

Mit kørekort.

Jeg fik kørekort det øjeblik jeg blev 18 år - det er 27 år siden den 7. oktober - og jeg har elsket at kunne køre når og hvor jeg ville lige siden. Derfor er det simpelthen så surt, når jeg må sige til min mand: "Husk, at du skal køre mig på torsdag". Men med et besøg hos Anders Schou Olesen på Smerteklinikken ved Limfjorden og derefter en aftale i Vejgaard, så er jeg bare nødt til at blive kørt. Jeg glæder mig til den 1. november, så må jeg køre igen.

Chiklit.

Hos Ella fik jeg inspiration til at læse Shopaholic bøgerne. De er meget anderledes end de bøger jeg normalt læser, men jeg trængte til positiv læsning, så jeg har slugt dem en efter en. Nu har jeg søgt på biblioteket og bestilt flere af sammen slags - fx Bridget Jones, som jeg aldrig har fået læst. Jo forresten Nynne bøgerne har jeg læst allerede!

Jeg bliver sindssyg.

Når far og storesøster har været i bad, så er der faktisk ikke særlig meget varmt vand tilbage - så står der 2 drenge, som må vaske sig i halvlunken vand, men her til morgen står sidstemand tilbage med iskoldt vand, skænderier, råb, ballade, han vil ikke i skole uden et bad - så er det jeg har lyst til at rejse til Verdens ende og trække stikket ud. JEG BLIVER SINDSSYG.

Naboens kat.

Vi har et vindue til at stå på klem i kælderen, så vores kat kan komme ud og ind om natten. Det har naboens kat fundet ud af, så den går ind, når vi er gået i seng, den spiser vores kats mad og derefter lægger den sig til at sove. Om morgenen, når jeg prikker den på skulderen og siger: "Du bor da ikke her", så strækker den sig, vender sig om på ryggen og smiler til mig. Øv, at være katteven, jeg kan jo ikke nænne at genne den ud, så den bliver indtil vores Julius er stået op.

Arden Vandværk.

På gavlen af Arden vandværk er der blevet malet "et parti fra Arden by". Man kan se udvalgte bygninger tegnet i en barnlig streg. Det er vældig sjovt, at fordybe sig i billedet, selvom det muligvis ikke er stor kunst, så synes jeg, at det er et godt initiativ.

Arden Kulturhus.

Arden kirke.

Naturlegepladsen.

Arden Hallerne.

Huse i en af de nye udstykninger "Klarlunden".

3 på stribe.

Da jeg var barn, kørte der fotografer rundt på landet, de bankede på og tilbød, at tage et billede af de håbefulde små. I dette tilfælde er mine søskende ca. 17 og 14 år gamle. Jeg er selv næsten 4 år gammel. Tænk, at man betalte for sådan et billede, med et gardin i baggrunden og benene skåret over. Min mor hvde vistnok syet min kjole, min søster havde muligvis syet sin egen kjole.

Nyt navn.

Jeg har opdaget, at jeg næsten har hugget en andens blognavn, det er jeg bare ked af. Fru Nielsen har altid været mit "kælenavn" herhjemme, så det skulle være med og så syntes jeg, at hverdag var originalt, men nu har jeg altså set, at det allerede har været brugt længe. Jeg må forsøge at finde på noget andet - jeg har nogle ideer, men hvordan kan man være sikker på, at de ikke allerede findes et eller andet sted på nettet?

Operaelsker.

Jeg må bryde sammen og tilstå, jeg har aldrig været operaelsker eller -kender, men den lille Paul Potts kan også få mit hjerte til at smelte. Pavarotti - fred være med ham - havde en gudsbenådet stemme, ingen tvivl om det, men hans type kan jeg slet ikke holde ud - selvom han bare var bevidst om sit eget værd. Nej hellere en lidt halvtyk, genert mobiltelefonsælger med skæve tænder, han passer bedre ind i Jantelovens land - man skal jo ikke komme for godt i gang, eller føre sig frem, så hellere stille sit lys under en skæppe og tage et skridt af gangen. Ikke?

På besøg.

Når jeg bruger time efter time på diverse blogs, er det så fordi det er ligesom at læse ugeblade? Man kommer indenfor i hjem, hos mennesker man ikke kender, ser lidt af deres liv, som måske er meget forskelligt fra det liv man selv lever. Man kan drømme, at man selv havde det der spændende liv, med succes, penge og muligheder. Et kort øjeblik kan man glemme den hverdag, som nogle gange tynger som et åg.

Dobbelt dosis.

Måske er det ikke så underligt, at jeg har haft mange bivirkninger...
Idag hos lægen fandt vi ud af, at jeg i en måned har fået dobbelt dosis af den ene slags blodtrykssænkende medicin. Fejlen er sket, da jeg ringede og fik en ny portion - den første var udskrevet af sygehuset, sekretæren har så fundet en forkert slags og lægen har kvitteret, han havde ikke fået udskrivningsbrev endnu, så han kunne ikke vide, hvad jeg skulle have. Jeg plejer altid at tjekke og dobbelttjekke min medicin, især når jeg får kopipræparater, men denne gang havde jeg ikke været vågen, så ikke nok med dobbeltdosis, men der var også en ekstra portion vanddrivende blandet i.
Shit, man kan ikke være for forsigtig. Nu skal jeg så en tur på Farsø sygehus, da min læge ikke mener lægerne på Hobro sygehus har været dygtige nok, han har ikke fået besked på hvordan eller hvornår jeg skal kontrolleres, jeg har ikke fået anvisninger på hvad jeg selv kan gøre o.s.v. o.s.v. Så nu er der en hjertelæge i Farsø som får et besøg i oktober.
Jeg håber sådan, at jeg bliver den gamle Helle igen - dette er ikke et liv.