Viser opslag med etiketten håndarbejde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten håndarbejde. Vis alle opslag

mandag den 1. oktober 2007

Efterår.

Jeg har forsøgt at strikke Annes tørklæde, men det gik i fisk, jeg kunne ikke koncentrere mig, så det blev ved forsøget. Jeg læste lidt blogge og blev inspireret til billeder. Det kan altid gøre mig glad, at tage nogle billeder, desværre var vejret ikke som jeg ville, men lidt fik jeg taget alligevel.

torsdag den 27. september 2007

Kendt fra Nordjyske.

Da vi var til foredrag med Marianne Isager på Arden Kulturhus, var der selvfølgelig også en journalist og en fotograf fra Nordjyske, idag er der en artikel som fylder hele forsiden af tillægget, der kan du også se en af modellerne fra den nye bog om japansk strik. Jeg er selv med på et af billederne, men skal vi ikke lade stå hen i det uvisse, hvem af dem der er mig...jeg kan fortælle, at jeg sad lige overfor damen på det nederste billede ;-) I artiklen omtales en "drenge-bluse", den er strikket i sammen mønster som Liselottes tørklæde, det var lidt sjovt, at vi kendte mønsteret i forvejen.

tirsdag den 25. september 2007

På rejse med Marianne Isager.


Slut på en dejlig aften, som strøg afsted. Når tiden går godt, så går den også hurtig.
Marianne Isager fortalte levende og inspirerende om sine rejser i Syd-Amerika og Afrika, hvor hun havde fået inspiration til farver og mønstre. Alle vi kvinder i Arden Kulturhus blev også vældig inspirerede, åh, ih og næh hørte man flere gange. Det var spændende, at selv små farveklatter kan blive til en smuk trøje i Mariannes hoved og hænder.
Marianne Isager har også været på en ø i Titikakasøen, hvor hun lærte de strikkende mænd at fremstille trøjer efter diagrammer og udregninger. Idag strikker mændene trøjer, som de sælger til øens endagsturister. Mariannes svigersøn havde lavet en sød lille film om turen til Titikakasøen, som vi også fik lov til at se.

Når man blogger, så tror man på en eller anden måde, at man er hemmelig og ingen opdager, at man er der...det er bare løgn. Som jeg fortalte tidligere, havde jeg aftalt med Joan, at vi skulle mødes, men inden Joan kom, var jeg faldet i snak med 2 andre strikkende kvinder - i løbet af samtalen viste det sig, at den ene - garnpusheren - så sent som idag, havde været inde og studere vore blogs, hun havde søgt på Marianne Isager i Arden Kulturhus, og var på den måde endt hos mig/os. Vi fik en lille snak om hvor synd det er, at der ikke findes en strikke-cafe i nærheden, måske er det et projekt, som vi skal snakke mere om???

Marianne Isager viste os til slut sine seneste kreationer. Den 17. november udkommer hendes bog om japansk strik. Bogen indeholder 12 trøjer, som er inspirerede af de 12 måneder i Japan, hun fortalte små historier om hver enkelt, samtidig med vi fik trøjerne at se. Det var nogle smukke trøjer, som gav så mange ideer og lyst til at strikke.

På billedet øverst kan du se de 12 trøjer i en bunke - det er en lækkerbidsken, det kan man også se på kvinden som er i gang med at mærke.

tirsdag den 18. september 2007

Sådan...


Jeg har købt billetten til Marianne Isagers foredrag i Arden Kulturhus. Jeg håber, at tirsdag bliver en god dag, så jeg kan nyde aftenen.
Jeg kender ikke Marianne Isager vildt godt, men jeg har da set og nydt nogle af hendes modeller på nettet.

lørdag den 15. september 2007

Marianne Isager.

Marianne Isager kommer til Arden Kulturhus tirsdag den 25. september. Jeg har længe spekuleret på, om jeg skal tage chancen og købe en billet. Jeg ved af erfaring, at jeg ikke er mange sure sild værd om aftenen, men strik kunne måske klares - og for engangs skyld gøre noget for min skyld, ikke bare forældremøde eller lign. Joan har købt billet, og det kunne jo også være sjovt, at se hende i levende live. Skal - skal ikke?

fredag den 14. september 2007

Striber - striber - striber.



Så er jeg færdig med mit tørklæde. På opfordring fra Joan viser jeg det lige frem. Det er nogle meget festlige farver, men sammen med en sort ser det pænt ud, tror jeg.

fredag den 8. juni 2007

Ramt af bacillen

Jeg har i længere tid læst med på diverse blogs. Det er utroligt, så mange gode ideer man kan finde der.
Jeg er blevet smittet med bacillen "hækl-dit-eget-bølgetæppe" hos Liselotte, hvor jeg også har fundet opskriften, det har været helt umuligt at undgå den lumske bacille. Desværre kender jeg mig selv så godt, at jeg er bange for, at jeg ikke fuldfører - ihvertfald ikke sådan lige nu eller i overskuelig fremtid. Jeg har aldrig været en hækler, kun lavet småting, for at konstatere, at jeg altså godt kan.
Derimod har jeg strikket en del og har fuldført det meste - eller noget af det, hvis jeg skal være ærlig.
Desværre har jeg nogle hænder, som ikke er vild med håndarbejde, så jeg er ikke stabil i mine frembringelser.
Bortset fra alle problemerne med helbred og fastholdelse, så er jeg vild med farverne på mit tæppe. Jeg har altid været en rød-gul-orange-type, men i det seneste år er jeg blevet mere turkis-grøn-blå-type, det er underligt, at man pludselig ændrer sig sådan farvemæssigt.