Tillykke Michelle.

Min niece fylder 22 år idag. Hendes mor er min mands storesøster og de bor i Helsingør, så jeg ser dem ikke særlig ofte, men alligevel har Michelle en lidt speciel plads i mit hjerte. Michelle var det første barn, som jeg stod fadder til. Jeg var kun 23 år, da hun blev født, så det at stå fadder var meget specielt for mig. Jeg forsøgte virkelig, at følge med i hendes liv, det er klart, at det ikke er så tæt, når man tænker på afstanden, men jeg har sat en ære i, at jeg altid husker hendes fødselsdag, og altid er opdateret med, hvad hun laver og sådan nogenlunde hvor hun er i sit liv. Jeg håber, at Michelle ved, at hun har en tante i Jylland, som tænker på hende idag!

Minder.

Hos Lene tales om minder. Jeg har næsten ingen minder fra min barndom. Jeg har læst et sted, at en dårlig barndom ender sådan - det hedder vist fortrængning?
Minder om en tæt søster eller bror har jeg heller ikke. Mine søskende er 10 og 13 år ældre end jeg, så vi har på det nærmeste aldrig fungeret som søskende. Jeg mindes svagt, at de drillede mig, da jeg var lille, derpå flyttede de hjemmefra. Idag har vi heller ikke meget tilfælles, vi er vokset op med forskellige forudsætninger, der skete så store omvæltninger i familien i løbet af de år, så nogle gange undrer jeg mig over, at vi kan være søskende, når vi er så forskellige. Fremmede mennesker kan altid se ligheder, men det får jo ikke det indre til at harmonere. Jeg holder jul med min bror og vi er til fødselsdage hos hinanden, men ellers intet. Jeg kan se, at min bror og søster har større behov for at mødes og snakke, de har en fælles reference i barndommen.

Jeg bliver sindssyg.

Når far og storesøster har været i bad, så er der faktisk ikke særlig meget varmt vand tilbage - så står der 2 drenge, som må vaske sig i halvlunken vand, men her til morgen står sidstemand tilbage med iskoldt vand, skænderier, råb, ballade, han vil ikke i skole uden et bad - så er det jeg har lyst til at rejse til Verdens ende og trække stikket ud. JEG BLIVER SINDSSYG.

3 på stribe.

Da jeg var barn, kørte der fotografer rundt på landet, de bankede på og tilbød, at tage et billede af de håbefulde små. I dette tilfælde er mine søskende ca. 17 og 14 år gamle. Jeg er selv næsten 4 år gammel. Tænk, at man betalte for sådan et billede, med et gardin i baggrunden og benene skåret over. Min mor hvde vistnok syet min kjole, min søster havde muligvis syet sin egen kjole.