De er bare så kvikke.

På Smerteklinikken i Aalborg. Jeg blev først skrevet op den 17. september til et Copinghold med forventet start efter jul, men idag har jeg fået indkaldelse til første mødedag onsdag den 21. november, vi skal herefter mødes 3 timer en gang om ugen i 8 uger. Jeg glæder mig! Jeg har allerede deltaget på et Pacinghold, så jeg har store forventninger.

Stadig i tvivl.

Jeg skal have en influenza-vaccination idag. Det er første gang og jeg er stadig i tvivl. I virkeligheden er det sjældent, at jeg får sådan en rigtig influenza - jeg har hørt en læge beskrive, at så længe man gider læse og se tv, så er det ikke influenza. Sidst var i 2001, men den var også slem. I år er det mere fordi jeg simpelthen ikke kan overskue, at skulle være syg igen, når man hele tiden har en fornemmelse af, at der findes en dårlig forbindelse i ens hjerne, så kan en influenza bare være for meget...

Aalborg og retur.

År eller indhold.

Jeg har set det nye sundhedsprogram på DR1 - lige nu kan jeg ikke huske hvad det hedder. Peter Geisling taler meget om den gennemsnitlige levealder for mænd og kvinder i Danmark og lande vi normalt sammenligner os med, og i Danmark halter vi langt efter. Jeg har tænkt, sådan helt vildt politisk ukorrekt, om det nødvendigvis er bedre at leve 4 år længere, hvis man samtidig skal undvære alt det man godt kan lide og de ting man synes gør livet godt? Jeg har kun lyst til at blive 100, hvis jeg er klar i hovedet og kan bevæge mig rundt, ellers kan det da være det samme. Jeg synes også, at det er vigtigt at være sund og fit, men ikke nødvendigvis for at leve de der år længere, men for at have det godt nu.

Aalborg.

Smerteklinikken i Aalborg har den dejligste udsigt. Dette billede er taget i venteværelset. Samtidig er det nogle kompetente og dejlige mennesker, som er ansat der.

Udsigten ved parkeringspladen er også ret god.

Jeg har for næsten et år siden været med på et pacinghold på Smerteklinikken, det var en stor hjælp for mig, men de oplevelser jeg har haft denne sommer, har været som en hammer i hovedet og jeg er egentlig parat til at deltage på coachingholdet, det har jeg sagt ja tak til.

Anders Schou Olesen er et dejligt menneske, ham kan man snakke med om alt. I 2004 blev han faktisk udnævnt til Årets Nordjyde ved en afstemning i Nordjyllands Radio.

Bagefter var jeg på Socialmedicinsk enhed, hvor jeg skulle have lavet en personlighedstest af en psykolog. Jeg havde valgt, at jeg ville møde psykologen med et åbent sind, ikke være negativ før jeg overhovedet kom derud, og jeg må sige, at det var en god ide. Oplevelsen var positiv og spændende. Jeg blev testet ved hjælp af samtale, "blæk-klat-test" og en bunke spørgsmål. Hun sagde, at hun ikke kunne se nogle tegn på, at jeg skulle have psykiske problemer, men det regnede jeg nu heller ikke med.

Hele seancen er sat i værk af det sociale system, når man kommer ind i systemet er der ingen ende på alle de ting man skal igennem. Jeg har valgt, at jeg vil være positiv hele vejen - jeg har heller ikke haft dårlige oplevelser med "systemet" indtil nu.

Dobbelt dosis.

Måske er det ikke så underligt, at jeg har haft mange bivirkninger...
Idag hos lægen fandt vi ud af, at jeg i en måned har fået dobbelt dosis af den ene slags blodtrykssænkende medicin. Fejlen er sket, da jeg ringede og fik en ny portion - den første var udskrevet af sygehuset, sekretæren har så fundet en forkert slags og lægen har kvitteret, han havde ikke fået udskrivningsbrev endnu, så han kunne ikke vide, hvad jeg skulle have. Jeg plejer altid at tjekke og dobbelttjekke min medicin, især når jeg får kopipræparater, men denne gang havde jeg ikke været vågen, så ikke nok med dobbeltdosis, men der var også en ekstra portion vanddrivende blandet i.
Shit, man kan ikke være for forsigtig. Nu skal jeg så en tur på Farsø sygehus, da min læge ikke mener lægerne på Hobro sygehus har været dygtige nok, han har ikke fået besked på hvordan eller hvornår jeg skal kontrolleres, jeg har ikke fået anvisninger på hvad jeg selv kan gøre o.s.v. o.s.v. Så nu er der en hjertelæge i Farsø som får et besøg i oktober.
Jeg håber sådan, at jeg bliver den gamle Helle igen - dette er ikke et liv.

Jeg hader røg.

Jeg har aldrig været rigtig ryger, men har i mange år været selskabsryger - jeg har i gennemsnit været i byen 2 gange om året, så det har ikke været meget. I flere år har jeg slet ikke røget - fx når jeg har været gravid og fået børn - altså mens jeg ammede. Den dag jeg kom hjem fra sygehuset med min datter - for 18 år siden - blev rygning forbudt hjemme hos os og heldigvis, 2 af vores børn har alligevel haft astma. Min datter ved godt, at hendes veninder skal gå ned og udenfor, hvis de skal ryge, inden de skal i byen og det plejer de at gøre. I fredags var de 6 piger, som hyggede inden byturen og da jeg kom ud i gangen, kunne jeg med det samme lugte røg. Jeg måtte virkelig tage mig sammen, for ikke at løbe op, flå døren op og råbe - men heldigvis var jeg diplomatisk og sagde til dem, at de altså måtte gå udenfor, hvis de skulle ryge - jeg kan bare ikke klare røg indenfor. Det er blevet meget værre siden jeg har været syg - jeg blev tudet ørerne fulde på sygehuset, at rygning bare er det værste. Min mands ældte bror har KOL - altså rygerlunger, han er meget handikappet af det. Min svigermor døde af lungekræft, da min mand var 12 år gammel. Så jeg synes, at man skal lade være med at ryge! Især synes jeg det er synd, når unge mennesker ryger.

Det Danske Sygehusvæsen.

Man hører så ofte, at folk beklager sig over den behandling de har fået i Det Danske Sygehussystem, men jeg må sige, at jeg føler mig rigtig godt behandlet og taget hånd om. Normalt kan man jo ikke lige ringe og tale med en læge på sygehuset, men jeg har haft nogle problemer med min arm efter min indlæggelse, jeg var efterhånden blevet nervøs, så idag ringede jeg og talte med sekretæren på neurologisk afdeling i Aalborg, hun ville tale med overlægen, som jeg havde været til samtale med inden jeg blev udskrevet. Kl. 15.30 ringede han tilbage til mig, vi fik en rigtig god snak og han kunne heldigvis berolige mig - han rundede af med at sige, at jeg altid skulle ringe tilbage, hvis jeg var i tvivl, blev bange eller havde spørgsmål. Det gjorde mig så varm, at han tog sig tid til mig - jeg så jo hvor travlt der var med de indlagte patienter.

Ups...

Igår var jeg ved at eksperimentere med min medicin. Normalt tager jeg to piller om morgenen á 5 mg. men igår tog jeg kun en - for at se om jeg ville blive fri for kvalme. Deborah var lidt bekymret for mine eksperimenter, det fik mig til at tænke - så jeg valgte at tage den anden pille iaftes. Da jeg havde taget den, opdagede jeg pludselig, at det slet ikke var den sædvanlige dosis - jeg har lige fået nyt medicin og det var med nye navne - og åbenbart også nyt indhold, så den var på 12,5 mg. D.v.s. jeg havde taget den sidste af de gamle om morgenen - altså 5 mg. men den nye på 12,5 mg. om aftenen, så jeg havde fået ekstra...heldigvis kan man sige, at jeg ikke tog to af de stærke om morgenen, så ved jeg ikke hvad der kunne være sket - behandlingen af for højt blodtryk går jo ud på, at sænke det ved at få hjertet til at slå langsommere - den ene slags medicin - og ved at hæmme nogle ACE-hæmmere - den anden slags medicin.
Jeg tog det rimelig roligt, jeg målte mit blodtryk og blev enig med mig selv om, at jeg nok skulle kunne klare det og så lagde jeg mig til at sove ;-)) Heldigvis vågnede jeg frisk og frejdig imorges. Men jeg tror nok, at jeg er kureret for at "prøve mig lidt frem". Så fra imorgen tager jeg den ordinerede mængde og må så snakke mig til rette med lægen, hvis den skal ændres.

Sommeren 2007.

Sommeren 2007 har været elendig, både vejret og mit liv. Jeg håber, at jeg snart kan se tilbage på en periode som var, men jeg er så påvirket af den medicin jeg får, at jeg endnu ikke kan fungere normalt. Svimmel og utilpas indtil sidst på eftermiddagen. Der er så mange ting jeg gerne vil med mit liv, men jeg magter det ikke. Jeg ved godt, at jeg skal være glad og taknemmelig fordi jeg er i live, men livet skal vel også være til at holde ud at leve? Jeg beklagede mig imorges til min datter, hun sagde så fornuftigt, at det vel er at foretrække fremfor alternativet...
Heldigvis var undersøgelsen af hjertet ok. Der er kun de forandringer som de fleste med for højt blodtryk får.

Blodprop

Så hurtigt kan det gå...
Tirsdag aften fik jeg en blodprop. Det var heldigvis en blodprop som passerede uden at lave skader - jeg har kun lidt føleforstyrrelser. Jeg sad i sofaen og fik synsforstyrrelser, da jeg ville rejse mig, kunne jeg ikke bevæge armen. Vi ringede til vagtlægen og kørte til Aalborg. Jeg blev indlagt og har været igennem et utal af undersøgelser, CT, MR og ultralydsscanninger. Blodprøver o.s.v. Jeg har fået blodfortyndende behandling og det skal jeg fortsætte med resten af livet. På tirsdag skal jeg til samtale i Hobro vedr. hjerteundersøgelsen, lægen i Aalborg sagde, at der vist nok var nogle forstyrelser som kræver behandling. Jeg har også forbud mod at køre bil i 3 måneder, så jeg er stækket.
I onsdags fyldte min ældste datter 18 år - jeg fik heldigvis lov til at komme hjem til kaffe om aftenen, mod af jeg lovede, at jeg ville være gæst og ikke røre en finger. Min familie - mand og børn - har været storslåede, de har gjort rent, ryddet op og klaret det hele til UG.
Jeg har ikke kræfter til at skrive mere. Godnat.

Fru Nielsens dilemma.

Her til morgen har jeg været på sygehuset og fået lavet et hjertecardiografi, det viser, at hjertevæggen er fortykket p.g.a. det høje blodtryk, behandlingen er den medicin jeg allerede får, så det var mere et tjek og en oplysning til journalen. Mit blodtryk er endnu for højt 150/100, så medicinen bliver sikkert øget igen næste gang jeg skal på ambulatoriet i august måned. Jeg har også fået besked på, at den smertestillende medicin jeg tager for mine fibromyalgismerter, kan være medvirkende årsag til, at blodtrykket ikke falder, så jeg skal vælge mellem pest og kolera. Det høje blodtryk kan jeg dø af, men fibromyalgismerterne nedsætter min livskvalitet her og nu. Lægen siger, at valget et mit, han vil ikke diktere, hvad jeg skal gøre.

Lettet

Siden jeg modtog BREVET i lørdags, havde jeg fået mig selv hidset op til panikagtig og hysterisk tilstand, men kun indvendig, jeg havde ikke snakket med nogen om det, kun min svigerinde på Sjælland, som er min livline i svære situationer.
I formiddags skulle jeg først til øjenlæge, han skulle se om blodtrykket havde givet udposninger, det havde det heldigvis ikke! Mine øjne blev dryppet med noget som fik pupillerne til at udvide sig og så havde det lige den bivirkning, at jeg ikke kunne se, kunne de ikke lige have sagt det, jeg var i bil! Jeg ventede lidt, så sneg jeg bilen om på bibliotekets parkeringsplads, hvor der var skygge, fred og ro. Jeg gik på bib. men hvor sjovt er det, alting flyder ud? Heldigvis blev det nogenlunde i løbet af et par timer, så jeg kunne køre op på sygehuset, hvor overlægen ventede (uha, uha). I løbet af kort tid kunne jeg fornemme, at der ikke var fare på færde, så jeg fortalte ham, at jeg havde været nervøs og bange - jamen han havde kun ændret tiden, fordi han skal have sommerferie og ville sikre sig, at jeg mødte en læge jeg kendte i forvejen, kunne han ikke lige have skrevet det i brevet?
Scanningen var ikke helt ok, der er nogle forsnævringer, som skal undersøges nærmere ved en ultralydsscanning - den første var en ct-scanning med indsprøjtning af kontrast, men det er ikke noget jeg skal være bange for - jeg spurgte for en sikkerheds skyld.
Kolesteroltallene er også alt for høje, så det er godt, at jeg er kommet i behandling.
Dette skulle helst være det sidste om mit helbred i et stykke tid...

Angst

Jeg var til en undersøgelse af nyrerne i torsdags, jeg skulle få svar om 10 dage, men har netop modtaget et brev, hvor jeg får en tid allerede på tirsdag... så nu er jeg bange, hvad er det, som skal gå så hurtigt?

Jeg vil gerne have min helt almindelige grå hverdag tilbage - be' om.

Lyt til din krop - kvinde!

udsigt fra med. afd.

Jeg har fundet lidt overskud igen, så jeg vil forsøge at få skrevet lidt hver dag igen.

I temmelig lang tid, har jeg døjet med forskellige symptomer, som jeg fik puttet ind under diagnosen fibromyalgi - eller måske hormonelle forstyrellser, selvom jeg burde være klogere. Min mormor døde af en blodprop kun 66 år gammel. Min mor har haft adskillige blodpropper og har div. lammelser. Min søster har i lang tid haft for højt blodtryk. Min storebror fik for kort tid siden konstateret for højt kolesterol, han skal have en hjerteoperation enten ballonudvidelse eller bypass, han er 55 år gammel. Min søster fik tjekket sit kolesteroltal for 14 dage siden, det var alt for højt og lægen sagde, at det tydede på arvelig forhøjet kolesteroltal. Jeg fik bestilt en tid, så jeg kunne blive tjekket, da jeg fik taget blodprøven bad jeg sygeplejersken måle mit blodtryk, selvom jeg havde haft en megt stærk fornemmelse af, at den var helt gal. Hun blev bleg, men lægen var ikke tilstede, så han ringede til mig om aftenen, han ville komme og måle mit bt, men jeg sagde nej, jeg vidse godt, at han nok ville indlægge mig. Næste morgen skulle jeg så ned til ham og have det målt, han sagde med det samme, du skal inlægges på sygehuset, jeg sagde nej endnu engang, men han ringede til Aalborg sygehus og talte med en læge, som også sagde, at det skulle jeg. Endelig gav jeg mig, hvis det kunne blive på Hobro sygehus, det er lettere for de besøgende og jeg troede jo bare det drejede sig om en 24-timers måling. Jeg blev indlagt på medicinsk afdeling, men blotrykket steg stadigt og kl. 24 blev jeg flyttet ned på intensiv afd.


heldigvis begyndte bt ret hurtigt at falde igen, så jeg fik at vide, at jeg ikke var i livsfare, mit hjerte virkede frisk og stækt, men det havde været meget alvorligt, de snakkede om "en tikkende bombe". Jeg tænkte gentagne gange "hvorfor har jeg ikke reageret på alle mine symptomer" jeg har 3 børn og kunne være faldet om... Næste dag blev jeg flyttet tilbage til med. afd. og begyndte behandlingen. Behandlingen består af 2 forskellige blodtrykssænkende piller - beta-blokkere og ace-hæmmere, derudover får jeg kolesterolsænkende og vanddrivende medicin. Det er for resten af livet. Det er lidt af en mundfuld, når jeg aldrig har spist medicin før, udover smertestillende.


Idag har jeg været på Aalborg sygehus til scanning af nyrerne.















Udsigt fra Aalborg sygehus 9. etage taget gennem vinduet, da vinduet kun kan åbnes ca. 5 cm.

Sådan et højt bt i lang tid kan have forårsaget skader på forskellige organer, så jeg skal også have "kigget ind i hjernen gennem øjenene" for at se evt. udposninger. Derudover skal hjertet undersøges. Altsammen fordi jeg ikke lyttede til mig selv.
Jeg har det nogenlunde nu, men medicinen medfører en fuldstændig uoverskuelig træthed, som måske forsvinder, ellers skal jeg prøve en anden slags medicin. Trætheden kan også være fordi kroppen skal vænne sig til, at bt er blevet normalt igen.

Intensiv

Hvis en eller flere har været forbi og har syntes her var stille, så har jeg været indlagt på med. afd. og intensiv afd. p.g.a. forhøjet blodtryk. Jeg er i behandling med beta-blokkere, men meget træt. Jeg skriver igen, når jeg lige får lidt mere energi.