Viser opslag med etiketten musik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten musik. Vis alle opslag

torsdag den 11. oktober 2007

Musik til låns.

Normalt går jeg ind på bibliotekets søgeside og søger på nye bøger, derefter bestiller jeg dem hjem, som jeg har lyst til at læse, sjældent surfer jeg rundt på hjemmesiden, men jeg gjorde lige en undtagelse, og jeg fandt ud af, at jeg kan låne musik hjem til min computer. Det synes jeg da er smart og nemt. Jeg ved ikke om jeg kommer til at bruge det, men ideen er god. Det er åbenbart ikke MP3, men WMA-filer, så man skal have en afspiller, som kan klare det format, hvis man ønsker at tage musikken med.

onsdag den 10. oktober 2007

Peter har fået gråt hår.

Iaftes så jeg et interview med Peter Belli i Aftenshowet, han er blevet gammel, hvordan kan det være sket, uden jeg har lagt mærke til det? Peter Belli har altid været en del af mit liv, når jeg tænker tilbage, så kan jeg huske Peter Belli igennem alle årene.
I slutningen af 60'erne så jeg billeder af ham i min storebrors ungdomsblade, det var nok også "Vi Unge" dengang. Jeg kan huske en ung med langt hår, han kiggede forelsket på sin smukke June - hun havde blomster i håret og bare tæer. Senere har jeg hørt, at Peter Belli var en af datiden rebeller, var "de vilde" ikke lidt tamme dengang, når vi sådan skuer tilbage?
I 70'erne hvor jeg var blevet mere interesseret i musik, forandrede Peter Belli sig, han spillede noget meget blødt musik og endte i dansktopgenren, den eneste musik jeg ikke nyder.
Omkring 1981 spillede han til bal i den lokale hal, så jeg har også kysset til Peter Bellis musik :-) og i slutningen af 80'erne begyndte han at vende lidt mere tilbage til sine rødder sådan musikmæssigt. I 90'erne kunne jeg igen lytte til Peter Belli uden at skulle krumme tæer. Peter Bellis nye album har jeg ikke hørt, men jeg regner med, at det bliver en del af mit lydtapet i fremtiden.
I interviewet iaftes udtalte Peter Belli, at han ikke havde fortrudt, et eneste af de numre han har indspillet gennem tiden, det synes jeg kræver stort overskud at kunne sige - hvis vi lige tænker på "Teddybjørnen" et øjeblik.
Når Peter Belli har været med hele vejen og nu er en ældre herre, hvad så med mig??

mandag den 8. oktober 2007

Brændt.

Forleden morgen hørte jeg som altid P4 på min klokradio, klokken var vel 6.15, da Lis Sørensen sang "Brændt", jeg nød det i den grad, som regel er oversættelse ikke heldige, men i dette tilfælde synes jeg, at oversættelsen er smuk....hvorfor jeg kom til at tænke på den sang nu? Jeg har lige besøgt Helle, der kan du jo selv prøve at se under den 6. oktober.

fredag den 7. september 2007

Operaelsker.

Jeg må bryde sammen og tilstå, jeg har aldrig været operaelsker eller -kender, men den lille Paul Potts kan også få mit hjerte til at smelte. Pavarotti - fred være med ham - havde en gudsbenådet stemme, ingen tvivl om det, men hans type kan jeg slet ikke holde ud - selvom han bare var bevidst om sit eget værd. Nej hellere en lidt halvtyk, genert mobiltelefonsælger med skæve tænder, han passer bedre ind i Jantelovens land - man skal jo ikke komme for godt i gang, eller føre sig frem, så hellere stille sit lys under en skæppe og tage et skridt af gangen. Ikke?

søndag den 10. juni 2007

Nostalgi

Jeg åbnede radioen og hørte slutningen af et program, som åbenbart havde handlet om Shu-bi-dua. Personen fortalte om sin ungdom, hvor der år efter år kom et nyt album med Shu-bi-dua, at han kunne teksterne udenad - stadigvæk. Til slut sagde han, at vi skal huske at lade vore børn høre dette orkester og disse tekster. Jeg blev helt varm indeni, jeg kunne pludselig huske gamle kærester, stille danse, fester og udflugter. Jeg var inkarneret Shu-bi-dua fan og kan også stadig de første plader helt udenad. Tak for en skøn udflugt af memory-lane.