onsdag den 12. september 2007

Den mindste.

Imorgen fylder min mindste unge 11 år. Som tiden løber. Jo ældre de bliver, jo mindre ser man til dem. Ældste er optaget af lektier og arbejde. Mellemste er vild med sport - han dyrker fodbold og håndbold, derudover er han i den alder, hvor han kan begynde at komme i ungdomsklubben om aftenen, så han er til klubaften mandag, onsdag og fredag, heldigvis at det passer med sporten tirsdag og torsdag - plus kampe i weekenden. Den mindste går til svømning om mandagen og håndbold tirsdag og torsdag plus kamp i weekenden. Så aftensmaden her i huset er tilrettelagt efter diverse sportsarrangementer. Tirsdag og torsdag spiser vi som regel allerede kl. 16.30 - ellers ville kl. blive 21 og det er altså for sent for mig, jeg kan finde på at gå i seng kl. 21. I flere år har min mand været fodboldtræner, men det har han heldigvis droppet, så han ikke også hænger i en snor hver aften. Har jeg nævnt, at jeg er herhjemme og det er mig som skal få det hele til at klappe?

4 kommentarer:

Unknown sagde ...

Ja, der er nok at se til med sådan en flok :-)
Men rigtigt er det, at jo ældre de blir jo mindre ser man dem. For vores vedkommende kan nævnes at ældste blir 18 til oktober. Hun går på gym i Års, og job i Støvring, så det er meget lidt hun er her hos os.. Men sådan er det jo. Børnene er kun til låns, som min bedstemor sagde:-)

Kagekonen sagde ...

Åh, hvor det lyder bekendt. Efter at ældste sønnen er flyttet hjemmefra er det dog kun husbonden der flyver og farer, men spisetiderne er stadig lige skæve... hvem sagde fibromyalgi ;-)

Joan sagde ...

Ja det er ikke meget man ser de unger. Vi har også underlige spisetider et par gange om ugen. Men sådan er det jo bare..

Godt de har dig derhjemme, til at holde styr på det hele.

Helle K. sagde ...

Gitte: Det lyder som hjemme hos os - og jeg nyder, at de bliver store, så man kan få en rigtig god snak med dem.
Kagekonen: Fibromyalgi, det tror jeg sagtens de kan overse. Jeg synes bare det er svært, at skulle det hele, samtidig med at det gør ondt og jeg er mega træt.
Joan: Vi må bare være glade for, at de gider og at de kan.
Ja, hvis ikke jeg styrede det hele, så ville det ikke køre så smertefrit for dem, men jeg synes, at børn skal have lov til at være børn, så længe de kan undgå alle pligter og ansvar, så må jeg bare kæmpe lidt mere.