mandag den 1. oktober 2007

Sort søndag.

Indimellem ryger jeg ned i et sort hul, sådan har weekenden været - grå lørdag og sort søndag. Tårerne sidder lige bag øjenlågene. Jeg har svært ved at acceptere det liv og den fremtid jeg har i udsigt. Jeg håber, at det bliver godt, nederst på siden kan du læse om pacing-/ copingprincipperne.

18 kommentarer:

Unknown sagde ...

Sødeste Helle.. Jeg forstår dig rigtig godt! Forsøg at tænke positivt Helle.. Du har kun et liv, og godt nok skal det leves anderledes end du havde forestillet dig, men du er her!! Og du har din familie! Jeg ved ikke om det er nogen trøst, men jeg forsøgte..
Du får et kæmpe cyperkram.

Helle K. sagde ...

Gitte - tak fordi du gad, det hjælper altid, at mærke omsorg...jeg gør mit bedste for at tænke positivt og jeg kan mærke, at dagen i dag er lysere end de to forgående, så jeg har håber, at jeg med tiden lærer og accepterer, at det altså var sådan det skulle være.

Anonym sagde ...

Jeg gider altid, Helle! Hvis det bare kan hjælpe lidt, så er det det hele værd.. Kan ikke lide når andre har det skidt! Kan du ha en god dag!

Anonym sagde ...

Hej, Helle.

Du kender mig ikke - men jeg læste alligevel dit indlæg på din blog.

Jeg forstår det er svært. Der er jo ikke noget man som fremmed eller forbipasserende kan gøre.

Jeg vil alligevel lade dig vide, at du har min medfølelse.

Helle K. sagde ...

Tak Gitte og Allan - det er altid dejligt, når andre gider sende en tanke.

Kagekonen sagde ...

Helle, jeg håber for dig, at du går lysere dage i møde, det er så hårdt når man rammer et hul. Jeg håber virkelig at du kan få gavn af behandlingen på smertecentret, det skulle være rigtigt godt - har jeg hørt.

Selv er jeg lidt "flad" men sender alligevel lidt positiv energi i din retning.

Helle K. sagde ...

Tak skal du have Kagekone: Jeg ved, at du kender de dage og hvor svært det kan være... Jeg har allerede gennemført pacingkurset på smerteklinikken, det var godt, men jeg har det lidt svært for tiden, så vi har aftalt, at jeg prøver med cocingkurset også.

Helle K. sagde ...

... jeg mente selvfølgelig copingkurset - undskyld.

Mariann sagde ...

Hej Helle.
Tak for din hilsen, dejligt at der er nogen der kigger forbi.
Håber det hele er lidt lysere i dag, og så er jeg ked af at jeg ikke lige kan stampe et eller andet "guldkorn" op, der kan hjælpe lidt.
Når jeg kommer hjem vil få læst lidt bedre på din side, så jeg ved lidt mere om, hvad det er du går igennem. Knus Mariann

Helle K. sagde ...

Selvtak Mariann og læs endelig...

Joan sagde ...

et kram til dig. Håber, du ser lidt lysere på det idag.
Bliver spændende med det kursus på smerteklinikken.

Helle K. sagde ...

Tak for krammet. Jeg er faktisk ved at være ovenpå igen, det er så underligt, det kommer som lyn fra en klar himmel og forsvinder ligeså hurtigt. Ja, jeg glæder mig meget til kurset.

Helle sagde ...

Kære navnesøster - Jeg kan se af dine kommentarer, at du er ovenpå igen - GODT!
Det lyder rigtig spændende med det kursus, du skal på :-) Gid det var mig!
Der vil altid være sorte huller på din vej, når du bærer rundt på en rygsæk med kroniske smerter, og når du falder i et af dem, tjaa, så er det helt bestemt ikke til at se, hvor og hvordan du lige skal kravle op af hullet igen...man grubler, man græder, livet er uretfærdigt, det gør ondt...!
Min erfaring med mine kroniske smerter er, at du ikke kan bekæmpe dem, du skal lære at kæmpe MED dem, forstået på den måde, at du skal give dig selv lov til at have ondt, være sur, ked osv, når du rammer i det sorte hul. Når du så, som ved et trylleslag, som du selv skrev, er oppe af hullet, så drop enhver tanke om det dumme du lige har været igennem og tankerne om, hvorfor du faldt i hullet og hvornår det mon kommer til at ske igen, og nyd i stedet, at du har det bedre:-)
Det er 6½ år siden, jeg fik min arbejdsskade, som fyldte min rygsæk med kroniske smerter, og jeg har da STADIGVÆK dage, hvor jeg bare IKKE kan acceptere konsekvenserne af at skulle slæbe den møg irriterende rygsæk med mig resten af livet!!! MEN jeg forsøger at acceptere DE DAGE, hvor jeg føler sådan. I stedet for at bruge krudt på at føle mig forkert, fordi jeg ikke lige kan se, at der er lys på den anden side af det sorte hul, så melder jeg ud til mand og børn om, at jeg har ondt både i krop og sjæl, så "bider jeg hovedet af dem", er det ikke noget personligt, græder jeg, er det ikke deres skyld, men bare noget jeg har brug for i dag.
Argh, det blev en lang smøre - det jeg ville sige er, at du IKKE er alene!
Knus

Helle K. sagde ...

Hej Helle navnesøster. Jeg har læst "din lange smøre" flere gange og det skinner helt tydeligt igennem, at du ved hvad det handler om. Jeg vil forsøge, at bruge dine råd, tak for dem. Har du aldrig overvejet et forløb på Smerteklinikken? Det er for alle kroniske smertepatienter, din læge kan henvise. Min læge henviste mig, da han blev klar over, at det var kroniske smerter jeg havde, idag kan jeg se, at jeg nok skulle have været derude lidt tidligere i forløbet, jo før jo bedre tror jeg. Jeg har gennemført pacingkurset og har haft stor fornøjelse af det, men de sygdomme jeg har døjet med i løbet af sommeren, har bombet mig tilbage i forløbet igen, derfor skal jeg på cochingkurset nu - det plejer egentlig at være omvent.

Helle sagde ...

Hej igen Helle. Tak for din tanke på mig ang smerteklinikken - Det har aldrig været tænkt på som en mulighed i mit forløb efter min arbejdsskade, men det var også et værre roderi med fejldianostisering, fejlbehandling og hvad deraf følger. Nu er jeg kommet så meget videre, og der er blevet meget længere mellem de før omtalte "dumme" dage, hvor jeg føler mit liv er overtaget af min rygsæk med smerter. Jeg VED, jeg får ondt ad H... til, hvis jeg fx. vælger at kælke med mine børn, men det er MIT valg - nogen gange vælger jeg fra, andre gange springer jeg op på kælken og nyder at se de strålende øjne, der bliver vendt mod mig, mens jeg tvinger tankerne om de kommende smerter langt væk i baghovedet - for jeg har bestemt, at smerterne IKKE ALTID skal styre mit liv.
I dag har jeg så haft rigtig ondt, fordi jeg igen havde et par timers nat-dans med Magnus, og smerterne har styret dagens aktivitetsniveau, men det er også okay, så kunne jeg jo bl.a skrive lidt til dig;-)

Helle K. sagde ...

Du har ret, nogle gange må også jeg vælge at se stort på smerterne, for at kunne deltage i et eller andet med mine børn. Det er bare svært for andre at forstå, at man må sige nej nogle gange p.g.a. nogle smerter som kommer imorgen og de kommende dage: "Du ser jo så godt ud, du må da have det godt". Nogle gange har jeg overskud og tænker, at de ved ikke bedre, men andre gange bliver jeg ked af det.

Helle sagde ...

Rigtigt - det er i den situation, hvor jeg %#&§?¤ og tænker, gid jeg da havde et gipsben, det ville give mere forståelse ;-)

Helle K. sagde ...

Jeg har også tit ønsket mig et gipsben:-))