torsdag den 30. august 2007

Min bedstefar.


Iaftes faldt jeg pludselig over billedet af min bedstefar, det fik nogle tanker igang - også nogle som jeg egentlig ikke har haft før.

Min bedstefar døde i 1970, 70 år gammel. Nogle år efter hans død, så min mor billedet af ham i en avis, under billedet stod, at det var en svensk skovarbejder. Min mor ringede til avisen, hun fortalte, hvem det egentlig var og samtidig fik hun en kopi af billedet - hun havde aldrig set det før.

Min bedstefar boede lige ved siden af os.

Min bedstefar købte vingummi til mig hver søndag.

Min bedstefar opfyldte alle mine ønsker, også hvis han skulle cykle til nabobyen, tage rutebilen til Hobro eller beordre min mor til at køre længere for at opfylde det.

Min bedstefar gav mig ridetur på sine knæ.

Min bedstefar sang gamle sange for mig.

Min bedstefar fortalte vittigheder og gåder.

Min bedstefar gad at læse Troldepus for mig.

Min bedstefar smurte rugbrød med sennep til mig.

Hos min bedstefar måtte jeg laver huler i stuen, jeg brugte alle møbler og tæpper, hvis tæpperne ikke kunne sidde fast, klippede jeg huller, så de kunne sidde fast på stolenes ryglæn. Når min mor skældte mig ud, sagde min bedstefar altid: "Lad hende dog more sig".

Min bedstefar og jeg cyklede lange ture i skoven, min mor vidste, at han havde dårligt hjerte, men hun regnede med, at jeg selv kunne finde hjem, hvis det blev nødvendigt.

Min bedstefar overbeviste mig om, at jeg var verdens ottende vidunder, jeg kunne ikke gøre noget forkert.

Min bedstefar blev aldrig sur, gal eller vred.

Min bedstefar havde et rum i kælderen, som var fyldt med sodavand, en kasse af hver slags, så jeg selv kunne vælge den jeg havde lyst til - jeg tror faktisk ikke, at jeg drak særlig mange, men nogle gange var der kammerater, som gerne ville med på besøg hos bedstefar.

Min bedstefar var min bedste og eneste ven, indtil han døde.

Min bedstefar hed Kristian, begge mine drenge hedder Kristian til mellemnavn.

Min bedstefar er ansvarlig for, at jeg altid har haft stor tro på mig selv, selvom min opvækst ikke var videre nem senere i livet, så var jeg inderst inde helt overbevist om, at jeg duede til noget. Jeg har egentlig altid undret mig over, at jeg havde en slags indbygget selvtillid, jeg har egentlig aldrig kunnet forstå, hvor den kom fra, men iaftes, hvor jeg pludselig blev mindet om min bedstefar og fik gang i mine minder, vidste jeg pludselig hvorfor!

Tak bedstefar, som helt sikkert holder øje med mig oppe fra sin himmel.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Slet ikke så tosset at du fik husket hvorfor. Skønt billede af din bedstefar. Jeg elsker at se billeder, det være sig gamle eller nye. Tak for du delte en fin historie!

Helle K. sagde ...

Selv tak. Jeg er også bidt af billeder, som du måske har bemærket?