mandag den 13. august 2007

Fisk.

Sommeren er heldigvis blevet brugt på andet end mig og mit helbred.

Viktor var på fisketur med sin far, han kom hjem og fortalte om fisken som var ligeså lang som hans ben - denne gang var det ikke en fiskehistorie.

Det Danske Sygehusvæsen.

Man hører så ofte, at folk beklager sig over den behandling de har fået i Det Danske Sygehussystem, men jeg må sige, at jeg føler mig rigtig godt behandlet og taget hånd om. Normalt kan man jo ikke lige ringe og tale med en læge på sygehuset, men jeg har haft nogle problemer med min arm efter min indlæggelse, jeg var efterhånden blevet nervøs, så idag ringede jeg og talte med sekretæren på neurologisk afdeling i Aalborg, hun ville tale med overlægen, som jeg havde været til samtale med inden jeg blev udskrevet. Kl. 15.30 ringede han tilbage til mig, vi fik en rigtig god snak og han kunne heldigvis berolige mig - han rundede af med at sige, at jeg altid skulle ringe tilbage, hvis jeg var i tvivl, blev bange eller havde spørgsmål. Det gjorde mig så varm, at han tog sig tid til mig - jeg så jo hvor travlt der var med de indlagte patienter.

Ups...

Igår var jeg ved at eksperimentere med min medicin. Normalt tager jeg to piller om morgenen á 5 mg. men igår tog jeg kun en - for at se om jeg ville blive fri for kvalme. Deborah var lidt bekymret for mine eksperimenter, det fik mig til at tænke - så jeg valgte at tage den anden pille iaftes. Da jeg havde taget den, opdagede jeg pludselig, at det slet ikke var den sædvanlige dosis - jeg har lige fået nyt medicin og det var med nye navne - og åbenbart også nyt indhold, så den var på 12,5 mg. D.v.s. jeg havde taget den sidste af de gamle om morgenen - altså 5 mg. men den nye på 12,5 mg. om aftenen, så jeg havde fået ekstra...heldigvis kan man sige, at jeg ikke tog to af de stærke om morgenen, så ved jeg ikke hvad der kunne være sket - behandlingen af for højt blodtryk går jo ud på, at sænke det ved at få hjertet til at slå langsommere - den ene slags medicin - og ved at hæmme nogle ACE-hæmmere - den anden slags medicin.
Jeg tog det rimelig roligt, jeg målte mit blodtryk og blev enig med mig selv om, at jeg nok skulle kunne klare det og så lagde jeg mig til at sove ;-)) Heldigvis vågnede jeg frisk og frejdig imorges. Men jeg tror nok, at jeg er kureret for at "prøve mig lidt frem". Så fra imorgen tager jeg den ordinerede mængde og må så snakke mig til rette med lægen, hvis den skal ændres.

søndag den 12. august 2007

Uartig.

Idag har jeg været rigtig slem...jeg har kun taget halvdelen af den dosis jeg skal have af den ene slags medicin, så har jeg ingen kvalme idag. Jeg må så håbe, at blodtrykket holder sig i ro.

lørdag den 11. august 2007

Sommeren 2007.

Sommeren 2007 har været elendig, både vejret og mit liv. Jeg håber, at jeg snart kan se tilbage på en periode som var, men jeg er så påvirket af den medicin jeg får, at jeg endnu ikke kan fungere normalt. Svimmel og utilpas indtil sidst på eftermiddagen. Der er så mange ting jeg gerne vil med mit liv, men jeg magter det ikke. Jeg ved godt, at jeg skal være glad og taknemmelig fordi jeg er i live, men livet skal vel også være til at holde ud at leve? Jeg beklagede mig imorges til min datter, hun sagde så fornuftigt, at det vel er at foretrække fremfor alternativet...
Heldigvis var undersøgelsen af hjertet ok. Der er kun de forandringer som de fleste med for højt blodtryk får.

Brækket arm.

Mon min mand snart kan få løn som chauffør for lægevagten/skadestuen på Aalborg Sygehus? I sidste uge var det mig han skulle køre derud, onsdag aften måtte han på skadestuen med vores yngste, han havde brækket en knogle i hånden.

fredag den 3. august 2007

Blodprop

Så hurtigt kan det gå...
Tirsdag aften fik jeg en blodprop. Det var heldigvis en blodprop som passerede uden at lave skader - jeg har kun lidt føleforstyrrelser. Jeg sad i sofaen og fik synsforstyrrelser, da jeg ville rejse mig, kunne jeg ikke bevæge armen. Vi ringede til vagtlægen og kørte til Aalborg. Jeg blev indlagt og har været igennem et utal af undersøgelser, CT, MR og ultralydsscanninger. Blodprøver o.s.v. Jeg har fået blodfortyndende behandling og det skal jeg fortsætte med resten af livet. På tirsdag skal jeg til samtale i Hobro vedr. hjerteundersøgelsen, lægen i Aalborg sagde, at der vist nok var nogle forstyrelser som kræver behandling. Jeg har også forbud mod at køre bil i 3 måneder, så jeg er stækket.
I onsdags fyldte min ældste datter 18 år - jeg fik heldigvis lov til at komme hjem til kaffe om aftenen, mod af jeg lovede, at jeg ville være gæst og ikke røre en finger. Min familie - mand og børn - har været storslåede, de har gjort rent, ryddet op og klaret det hele til UG.
Jeg har ikke kræfter til at skrive mere. Godnat.